Forandring - barn af alkoholiker

Forandring

Charlotte fortæller om opvæksten med en alkoholiseret mor. Fortællingen er en skoleopgave i faget "Dansk skriftlig fremstilling":

"Jeg har valgt at skrive om forandring, fordi en meget stor ting i min tilværelse blev ændret", og herefter følger beretningen:

Min mor har været alkoholiker en stor del af mit liv. Det har taget meget hårdt på mig.

Min mor begyndte at få et overforbrug da hun mødte min far. Jeg tror de mødte hinanden for ca. 20 år siden. De tilbragte en del tid på et værtshus, og til sidst blev det en dårlig vane - en lidt for dårlig vane. Først boede vi i en lille by - nærmest bare en vej - der hedder Osby. Det var den tid, hvor min mor stadig var sammen med min far. Den tid kan jeg ikke rigtig huske, idet mine forældre blev skilt da jeg var 4 år gammel. Min far skyldte min mormor og morfar penge, fordi han drak og spillede de penge op min mor havde - og de penge han selv tjente.

Jeg har to storebrødre, men de har ikke samme far som mig. Den ældste, Rasmus, som er 8 år ældre end mig, har altid boet hos sin egen far. Den yngste af mine brødre Mikkel, som kun er 6 år ældre end mig, har altid boet hos vores mor. Jeg er i dag 17 år.

Da det gik op for mig, at min mor drak for meget, var jeg kun ca. 6 år gammel, og jeg vidste ikke hvad det handlede om. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt med hende. Jeg spurgte hende tit når hun dinglede rundt "Mor, hvorfor er du så mærkelig?". Hun sagde bare, at der ikke var noget med hende. Jeg kunne ikke rigtig have venner med hjem, ligesom alle de andre kunne. Jeg vidste aldrig hvornår hun var "mærkelig", som jeg kaldte det. Mikkel, som boede hjemme dengang, vidste godt hvad der foregik. Jeg gik ofte til ham og spurgte, hvorfor mor var som hun var. Han ville ikke rigtig sige hvad der var galt, da jeg ikke var så gammel på det tidspunkt. Jeg kan huske han bare sagde, at hun ikke havde det så godt.

Min mor flyttede til Vejen med min storebror Mikkel, og hun tog mig med. Den første tid vi boede på "Syrenvej" drak min mor ikke så meget - så vidt jeg husker, men det begyndte at blive til mere og mere. Hun havde et udmærket arbejde som kontorassistent i et større firma. I al den tid hun har arbejdet dér har hun haft en kollega, der sad i samme lokale, og han var altid negativ og så sort på mange ting. Han var næsten aldrig glad. At min mor skulle sidde hver dag fra kl. 8 til 16 i samme lokale som ham tog hårdt på hende. Hun skulle altid høre på hans negative samtaler, og det kørte min mor længere ned. Det hun brugte sine frokostpauser til, var at køre ned og hente "kyllinger" (små flasker snaps). Det var så hun havde noget når hun kom hjem om eftermiddagen. Nogle dage kom hun nærmst halvfuld hjem, og så da røg den tur i byen hun havde lovet mig. Hun blev fyret fra sit arbejde, idet de ikke mente hun gjorde sit arbejde ordentligt. Men i alle de år (9) hun arbejdede dér, har hun altid fået ros, og hendes arbejde var i orden. Da de fandt ud af at hun drak - dog ikke på arbejde - blev hun fyret. Det var hendes nye kollega der fik hende fyret, fordi hun bildte chefen ind at hun drak på arbejdet, og de to snakkede rigtig godt sammen. En dag giver kollegaen så min mor "en kniv i ryggen". Hun var derfor sygemeldt i en periode, jeg husker ikke hvorfor. Dette blev også brugt som grund til fyringen.

I 1997 fandt min mor sig en mand, der hed Anders. Vi flyttede til en lille by i nærheden af Vejen. Anders boede nemlig lige overfor en skole, så min bror og jeg havde meget kort vej til skole. Min mor og Anders besluttede sig for, at de ville renovere huset fra A til Z, og det gik de i gang med. Huset blev meget flot, men min mors drikkeri blev værre. Hun var fuld næsten hver dag, og man vidste aldrig om hun holdt det hun havde lovet. Min mor drak ikke på værtshus som min far gjorde - i hvert fald stoppede hun med det da de flyttede fra hinanden. Nej hun blev "skabsdranker", og hun ville ikke indrømme at hun havde et problem. Det vil sådanne personer aldrig erkende.

Jeg kan huske i et af vores køkkenskabe i det nyrenoverede hus stod der en flaske whisky. Jeg holdt øje med flasken, men det vidste min mor ikke. Jeg holdt simpelthen øje med, hvor meget der var i flasken, sådan fra dag til dag. Jeg tegnede en tuschstreg, der hvor indholdet var op til. Jeg kiggede på flasken hver dag, og jeg kunne ikke forstå at der nogen dage var mere whisky i end op til stregen, og andre gange mindre. Det kunne mit hoved slet ikke finde ud af. Jeg var jo heller ikke så gammel på det tidspunkt.

Som 8-årig var jeg fyldt med gode idéer til, hvordan min mor ikke kunne få fat i alkoholen. Fx. havde jeg den skøre idé at gå ned i alle kiosker hvor man kunne købe alkohol, og så vise dem et billede af min mor og fortælle dem, at hun simpelthen ikke måtte købe alkohol. Jeg håbede at det kunne stoppe hende, så jeg kunne få en mor tilbage - sådan tænkte jeg. Sådan gik det imidlertid bare ikke; det var jo en åndssvag idé, men sådan var min tankegang dengang.

Når man går i skole er der "Skole-hjem" samtaler. Som jeg skrev ovenfor, så vidste jeg aldrig hvornår hun havde tænkt sig at drikke, og hvornår hun havde tænkt sig ikke at gøre det. Selvfølgelig havde hun også tænkt sig at komme til forældresamtale. Ej, hvor jeg bare syntes det var pinligt! Hun sad der med halvt lukkede øjne og talte underligt og utydeligt. Jeg havde mest lyst til at gå hjem igen med det samme, men med min egen vilje blev jeg der.

Anders var ved at gå fra hende pga. drikkeriet. Hun blev ked af det da han gjorde hende klart, at hvis ikke hun ville gøre noget ved sit drikkeri ville han ikke være gift med hende mere. Det fik hende endnu længere ned i det sorte hul, og hun begyndte at drikke mere. Anders kunne ikke klare det mere, og han tog beslutningen om at de skulle skilles. Deres parforhold sluttede efter 6 år. Han var lastbilchauffør, og havde arbejdsdage på 12 - 14 timer som betød, at han først var hjemme omkring kl. 21. Det var et hårdt job, så han orkede ikke også at have problemer med min mors drikkeri.

Vi flyttede til byen igen, hvor vi boede hos én af mors venner indtil vi fandt noget andet. Ham kunne jeg godt nok ikke lide! Vi boede kun hos ham i 2 måneder, før vi blev smidt ud fordi min mor drak. Jeg husker tydeligt en episode med hende, hvor hun skulle hente mig fra fodbold; For det første kommer hun en halv time for sent, og jeg var den sidste der sad tilbage og ventede på at blive hentet. For det andet var hun fuld da hun kom hen på sportspladsen - hun var i bil! Jeg fik en sjov spænding i maven da jeg indså, at hun havde drukket - nærmest mavekrampe. Hun skulle køre mig hjem, men hun nåede aldrig helt hjem til indkørslen. Hun kørte ind i et vejskilt, og jeg begyndte at græde. Pludselig standser en bil, og en civilbetjent træder ud af bilen. Hans kone og lille barn sidder inde i bilen. Manden går hen til min mor og stiller alle mulige spørgsmål, medens hans kone kommer hen til mig og forsøger at berolige mig - spørger til hvor vi har været osv. Manden ringer efter politiet. Da politiet ankommer kører de mig hjem, og min mor til politistationen, hvor hun skal afhøres. Hun mister sit kørekort. Det er efter dén episode "vennen" smider os ud, det var faktisk hans bil hun kørte i!

Så flyttede vi igen - og denne gang til det sted, hvor vi stadig bor. Vi har efterhånden boet her i ca. 6 år.

Min mor begyndte at snakke med naboen, og de blev kærester. Han vrissede altid ad mig og det var tydeligt, at han ikke kunne lide mig. Det var gensidigt! Han var forfærdelig, og jeg tænkte ofte på hans to børn, at det var synd for dem at han var sådan. Men de kunne godt lide ham, han var jo trods alt deres far. Han var også meget anderledes overfor dem end overfor mig.

Ove, som naboen hed, hjalp min mor rigtig meget, så hun kunne komme ud af sit alkoholproblem. Han snakkede rigtig godt med hende, og de fik snakket om hendes problemer. Hun gik herefter til psykolog, og det hjalp en smule, men ikke nok til at hun stoppede med at drikke. Hun begyndte at gå på et alkoholambulatorium vi har i byen. Hun kom på Antabus. Antabus er et stof der gør, at hvis du indtager alkohol medens du er på Antabus, så bliver du meget syg og du kan rent faktisk dø af det. Hun gik deromme to gange om ugen. Hun holdt op med at drikke - troede vi! Vi blev så glade, men det var næsten for godt til at være sandt. Hun havde en pause på 2 uger hvor hun ikke drak, og så begyndte hun igen. Det var et helvede dengang. Hun kunne ikke holde ud ikke mere at måtte drikke, så hun drak medens hun var på Antabus. Hun blev syg - hun blev rigtig syg! Så holdt hun en pause igen med at drikke og sagde til os, at nu ville hun ikke drikke mere og at hun sagtens kunne styre det. Ja, det troede hun selv på, men nej, det gik ikke. Hun har drukket så mange gange på Antabus, så hun er blevet immun overfor det. Der måtte gøres noget, og hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Den psykolog hun snakkede med før hun kom på Antabus fandt ud af, at hun faktisk havde en depression. Det skyldes bl.a., at min mor altid har følt sig som det sorte får igennem hendes barndom. Det var egentlig også derfor hun blev indlagt. På psykiatrisk afdeling hjælper de folk med depressioner og folk, der har været på stoffer og har/har haft et alkoholproblem. Først var hun indlagt i ca. en måned, hvor jeg boede hos min far. Det var fint nok, at han og kæresten kunne tage sig af mig.

Efter min mor kom hjem var hun blevet en hel del klogere. Hun var kommet ovenpå igen, men skulle stadig tage Antabus. En dag fandt Ove hende siddende på en stol inde i stuen - hun var bevidstløs. Han ringede efter min storebror Rasmus, som kom helt fra Århus for at komme ned til min mor. Rasmus kom i løbet af aftenen, og Ove havde lagt min mor i seng. Da hun vågner dagen efter kan hun ikke huske noget som helst, og hun havde tisset i sengen i løbet af natten. Hun blev atter indlagt på psykiatrisk afdeling. Rasmus sagde til hende; "hvis du fortsætter med at drikke, skal du ikke regne med os børn, så må du indrette dit liv efter drikkeriet for vi gider ikke mere". Det tog meget hårdt på min mor at få dén besked. Jeg tror virkelig, at fra den dag min storebror gav hende den besked, så tog hun sig sammen. Alle havde prøvet at hjælpe hende, men til sidst gav folk ligesom op, fordi min mor ingen vegne kom.

Det var op omkring jul da hun blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling igen. Jeg tror det var den 16. december.

Året efter havde min mor 1 års jubilæum som "tørlagt alkoholiker". Hun tog det virkelig til sig, det Rasmus sagde til hende dengang, og hun gjorde endelig noget for at droppe hendes drikkeri. Så alligevel betyder hendes børn lidt mere end alkohol.

Hun holdt jubilæet i et lokale på hendes nye arbejdsplads, og hun er rigtig glad for det. Der kom en masse af hendes venner - dem, der havde støttet hende og fulgt med hende hele vejen igennem årene med ustyrlig megen alkohol. Hun holdt en flot tale, som rørte mig meget. Jeg begyndte endda at græde midt i talen, og det gjorde hun også selv. Det samme gjorde mine to brødre. De er selvfølgelig også kede af, at hun har været sådan. Den dag i dag har hun stadigvæk ikke drukket siden hun kom hjem fra psykiatrisk afdeling for ca. 3 år siden. Hun elsker sit nye arbejde, og ser meget mere frisk og glad ud end da hun drak. Hun går mere op i sit udseende, går i motionscenter for at holde sig i form, og hun har fået sig nogle rigtig gode venner, og hun er mere engageret i os børn. Hun har slet ikke lyst til at drikke, og jeg synes det er fedt at hun kan sidde på et værtshus - med citronvand eller kaffe - uden at få alkoholtrangen tilbage, selvom hun kan se fulderikker der skaber sig. Hun fortæller gerne folk hvorfor hun kun drikker vand og kaffe. Folk sådan et sted siger det er flot, at hun er kommet ud af drikkeriet, medens de selv står med en øl i hånden og siger, at de jo sagtens kan stoppe med at drikke øl hvornår det skal være! Sjovt nok er det de folk, der hænger deromme hver dag, der siger det!

Dog har det taget min mor mange år/midler at stoppe drikkeriet. Hun ved hun har dummet sig rigtig meget, men jeg er rigtig stolt af hende og jeg elsker min nye alkoholfrie mor rigtig højt!