Renés kamp for at få livet tilbage

Efter en depression og en hård skilsmisse kunne jeg pludselig ikke kende mig selv!

Jeg begyndte at falde i nogle ”sorte huller”, som jeg selv betegner dem. Huller, som startede med en almindelig bytur - en koncert eller bare socialt samvær - hvor alkohol var involveret. Disse huller har været en konstant del af mig gennem 8 år, og kunne forekomme 6-8 gange årligt Disse ”ture” var et sandt mareridt for mig. Når jeg var ”i hullet” drak jeg store mængder af alkohol i ca. 1-2 uger. Jeg drak fra morgen til aften og indtil jeg faldt i søvn. Vågnede jeg om natten, drak jeg videre til jeg kunne sove igen. Jeg kunne ikke stoppe og ingen kunne stoppe mig. Jeg stoppede kun når jeg blev så ked af situationen, at jeg kontaktede mine forældre. I dag kan jeg se det som en styrke, at jeg kunne blive ked af det og indse, at det var forkert. At jeg så efterfølgende havde modet til at kontakte mine forældre har betydet rigtig meget. De har støttet mig hele vejen. Jeg har en hel del afgiftninger i bagagen, både via psykiatrisk skadestue, egen læge og alkoholambulatoriet (nu Alkoholbehandlingen). Igennem mange år bildte jeg mig selv ind at jeg kunne håndtere det, det havde jeg jo kunne gøre før og jeg ville hele tiden være den som kunne håndtere det, det kunne jeg jo engang..... Men jeg tog fejl; min hjerne var blevet så glad for alkoholen, og på en måde kunne den kun huske de gode ting som alkoholen havde gjort, altså at den gjorde mig glad for en kort periode. Min hjerne glemte alt om at jeg forsømte min søn, min familie, mine venner, mit job og mig selv når jeg var ”i hullet”. Den glemte afgiftningerne og de lange perioder det tog om at komme op af ”hullet” -  både psykisk og fysisk efter jeg havde indtaget store mængder af den.

I dag har jeg ikke rørt en dråbe alkohol i 2 år og jeg har det godt. Jeg er blevet mig selv efter 10 år, jeg kan genkende mig selv.

Hvordan skete det?

Kontakten til alkoholambulatoriet (nu Alkoholbehandlingen) er uden tvivl det, som gjorde at jeg i dag ikke havner i ”hullerne”.

Jeg startede op på samtaler med en kvindelig alkoholbehandler, som i dag står mit hjerte meget nær. Jeg ved, at det var hende som på sin måde fik mig til at kigge indad og erkende med mig selv, at min hjerne ikke længere kan tåle alkohol. Som hun sagde til mig på et tidspunkt i min behandling: ”der var jo også kommet et tidspunkt i dit liv hvor du måtte erkende, at du skulle have læsebriller :-)”. Jeg husker at min målsætning var, at jeg stadig skulle kunne drikke alkohol, men ikke falde i dagen efter.... Det var det jeg ønskede og ville, til trods for at jeg i mange år havde bevist at jeg ikke besad den evne, men sådan tænkte jeg ikke ved første samtale. Mit ønske blev aldrig gjort forbudt eller til skamme af behandleren, så efter et halv år i samtaleforløb skulle jeg afprøve mit ønske. Det gik selvfølgeligt galt, og jeg drak i 2 uger og måtte medicinsk afgiftes. Men jeg startede op på samtalerne igen, psykisk nede over at mit mål ikke var opnået, men behandleren samlede mig op, og vi tog endnu et samtale forløb. Det var min sidste druktur. Jeg husker også at jeg spurgte behandleren direkte om jeg var alkoholiker. Hun kendte mig og mine daværende billeder af alkoholikere så godt efterhånden, at hun svarede: ”nej men du er sårbar overfor alkohol”. I dag kan folk kalde mig hvad de vil :-)

Hvilke faktorer har medvirket til at jeg ikke drikker mere.

Mødet med Alkoholambulatoriet (nu Alkoholbehandlingen) og personalet, samtaleterapien, åbenheden, erkendelsen og en lille smule vilje har gjort en stor forskel for mig, det ved jeg med sikkerhed.

En ting som bør nævnes er, at jeg stadig skal træne mig selv i mit nye liv uden alkohol... Jeg finder det stadig svært at deltage i sociale sammenhænge, hvor alkohol er en medspiller til det sociale, fx koncerter, fødselsdage, fester, ferier, mødet med naboen mens der klippes hæk osv.  I vores nuværende samfund kan det være svært at finde arrangementer, hvor alkohol ikke er involveret. Det er ikke fordi jeg får lyst til at drikke eller er bange for at falde i, det er simpelthen fordi jeg føler mig akavet. Men jeg ved hvorfor; min hjerne har igennem 25 år forventet at få alkohol når jeg deltog i overnævnte arrangementer, så jeg syntes ikke der er noget at sige til, at jeg har noget at lære, eller rettere: lære min hjerne at sådan lever vi ikke mere :-)

I september 2015 var jeg til min første alkoholfrie koncert, og det bliver ikke den sidste :-) det er nok også den koncert jeg husker bedst og ikke kun fordi det er et halv år siden ;-)

20.04.2016