Toves lange vej til et ædru liv

Toves lange vej til et ædru liv

22. november 2007 modtager jeg et brev fra Center for Misbrug hvoraf det fremgår, at jeg vil få besøg af en casemanager. Hun skal vurdere, om jeg har brug for hjælp eller støtte i eget hjem. De har fået en henvisning fra sygehuset, hvor jeg har været indlagt til afrusning. Jeg er nysgerrig og spændt på, hvad det indebærer, så jeg ser frem til mødet. Men hvordan er jeg nået så vidt?

Gennem et par år havde jeg forsøgt at stoppe mit alkoholforbrug – uden større held. Min tanke var, at jeg jo bare kunne holde op i det daglige, og så drikke lidt til familiefester. Det, der for år tilbage blot var en fyraftensøl, var nu accelereret så meget, så jeg var blevet afhængig -hvilket jeg ikke selv var klar over.

Selv mener jeg mønsteret blev grundlagt i min barndom:
Jeg er født først i 50’erne. Jeg var ikke ret gammel før jeg fandt ud af, at der vankede belønning, hvis jeg kunne styre mine følelser. Jeg fik både kager og gaver. Min ”vanehjerne” blev forfærdelig glad for søde ting.

Kort før jeg blev 20 år, begyndte jeg som smørrebrødselev. Da jeg gerne ville være sammen med andre unge mennesker, krævede det en vis portion mod at drikke den første øl. Men jeg havde helgarderet mig; Hos den lokale købmand havde jeg købt en post blandede bolsjer for at tage den grimme smag af øl. De søde bolsjer var belønningen, som min ”vanehjerne” havde lært mig. Nu var det ikke kun kager og gaver. Programmet var nu udvidet til at omfatte alkohol, som kunne indtages, hvis der var noget jeg var i tvivl om – hvis modet skulle svigte mig, eller hvis noget skulle fejres. Jeg var ikke så stille mere! Det kom bag på andre – og ikke mindst mig selv – at der også fandtes en munter side af mig.

Gennem de næste 10 år – i 70’erne – var jeg i forbindelse med mit arbejde ofte på kurser. Her var det moderne at drikke. Det gav sammenhold. Ved længerevarende kurser blev den første onsdag holdt som en ”ryste-sammen-fest”. Det gik åbenbart så godt, at det blev en fast tradition.

Først i 80’erne fik jeg nyt arbejde med knap så mange kurser. Dog fik jeg et par rigtig gode kollegaer. Vi fandt hurtigt sammen om en fyraftensøl, hvor vi fik sat ord på dagens oplevelser. Jeg var ikke helt tilfreds med mit indtag af alkohol. Jeg nævnte det for min arbejdsgiver, og bad om fri. Jeg drak for meget – også når jeg var alene. En flink mand, der havde en uddannelse som hypnotisør, ville hjælpe. Det var ikke den rette hjælp, eller også var jeg ikke parat. Forbruget fortsatte….

Da jeg var 37 år mødte jeg en god kollega. Vi blev gift, det løste heller ikke problemet. Ingen af os kunne tackle følelser. Først efter 17 års ægteskab, hvor jeg nu var blevet alene, indså jeg dette.

SÅ skete det fantastiske; Jeg traf Kurt! Kurt er motorcykelbetjent. Det var 2. pinsedag, jeg havde været til frokost og havde indtaget rødvin. Jeg var nu på vej hjem, hvilket jeg ikke nåede…. Jeg blev inviteret med på politistationen. Her sad vi længe og ventede på lægen, som skulle komme og tage en blodprøve. Vi fik en god samtale. Endnu husker jeg Kurt’ spørgsmål: ”hvorfor drikker du?”. ”Tristhed, tomhed og ensomhed” svarede jeg. Jeg var selv meget forbløffet over mit svar! Jeg blev frakendt kørekortet og kom i Antabus-behandling. Jeg var klar over, at jeg kunne få abstinenser, når jeg indstillede mit alkoholforbrug, så jeg indkøbte en pæn portion honning – en dyr udgave fra en lokal biavler, mængder af Anton Bergs marcipanbrød og mørk pålægschokolade. Det gik også fint, min ”vanehjerne” stortrivedes med mit nye input.

To gange om ugen stillede jeg hos lægen for at få Antabus hvilket mindede mig om, at jeg havde drukket for meget. Jeg fik dog altid en fyrstelig behandling, og sidegevinsten var, at jeg blev mere glad og rolig. Mit udseende blev bedre, og min præstationsangst forsvandt mere eller mindre.

Vi gik efteråret i møde. Farverne på træernes blade var utrolig smukke, og fuglene sang endnu skønnere end nogensinde. Det var en skøn tid….

Et familiemedlem inviterede mig på et week-end ophold. Her oplevede jeg at blive vist frem, som om jeg var lavet af kongeligt porcelæn! Jeg var på den grønne gren.

Min i mit privatliv var der ind imellem stadig følelser af tristhed, vrede, fortvivlelse og bitterhed. Følelser, som jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle stille op med. Men min vrede resulterede i, at jeg var ironisk. Andre gange kunne jeg le ad tåbelige situationer. Det sendte en portion endorfiner ud i blodbanen, som gjorde det lidt mere fornøjeligt at være til. Men selvfølgelig var der også mine tro følgesvende af sukkerholdig slik at ty til.

Efter 15 måneder på Antabus ville jeg lige ”hilse” på alkoholen igen. Det resulterede i et tilbagefald så kraftigt, at jeg endte på sygehuset til afrusning. Efter en måneds tid kom sagsbehandleren på hjemmebesøg for at vurdere, om jeg havde brug for hjælp. Gennem hende blev jeg bekendt med, at der fandtes et kursus på alkoholambulatoriet. Jeg tog en hurtig beslutning: Var der plads til mig, var det det rigtige for mig.

Det er et kursus, jeg varmt kan anbefale. Jeg har fået professionel hjælp, der har givet større selvindsigt og ro. Kurset har et godt, varieret program, bestående af samtaler, afslapningsø- velser, livs- og misbrugshistorie, håndtering af angst, trang og vrede, advarselstegn, tilbagefald, nødplaner og nyt beslutningsgrundlag.

Min personlige målsætning inden kursets start blev til:
”Forny mit liv på 6 uger”. Uansét hvad kurset indeholdt, så ville jeg have noget ud af det. Og det lykkedes…..

------------------------------------------------------------------------------------------------------